Den danske Gunnar Ekelöf litteratur

Gunnar Ekelöf

Forklædnings fyrsten (Brandt 1988) Gunnar Ekelöf er af en sjælden lyrisk begavelse, (Elfelt 1939)

en virtuos der er sin kunst meget bevidst. (Frederiksen 1964)

Han er en af de tre store svensksprogede lyriker i det 20. århundrede, før ham Edith

Södergran og efter ham Thomas Tranströmer. (Bredsdorff 1994) I sin tid, en af de

betydeligste ”fyrtiotalister.” (Bundgaard 1978) med epokemæssigt fællestræk hos Erik

Lindegren og Harry Martinson. (Brostrøm 1973) Førstemanden blandt de modernistiske

digtere, (Frederiksen 1967) af europæisk format, (Højholt 1967) der satte en tidsforskel, (Frederiksen 1964)

og dybe spor hos sine yngre kolleger. (Runquist 1968)

”Man tænker på de store poesier, på Gilgamesh og på højsangen.” (Mathiesen 1978 II)

Ekelöf stod i opposition til den herskende smagskonvention, men blandede sig ikke

meget i den offentlige kulturdebat, eller gav interview. ”Han taler i sin digtning og er

ellers tavs.” (Julén 1966)

”Hans traditionsbevidsthed var lige så dyb og omfattende som hans radikale fornyelse af

den.” Ved sproget bundet til Norden alligevel nåede hans ry videre ud, der hvor man ikke

kan læse ham. (Brandt 1968) ”Gunnar Ekelöf nåede ikke at blive så kendt i Danmark, som han

fortjener at være.” (Thule 1968) Men digterne kender ham. (Brostrøm 1964)

Gunnar Ekelöf (1907-68) blev født [15. sept. 1907] (Sommar 1989) ind i en fremtrædende

stockholmsk patricerfamilie med sans for kulturliv.26 Moderen var ud af en velhavende

slægt og faderen ud af fattige kår, der havde arbejdet sig op og bygget sin egen formue

som børsvekselerer. Faderen var bibellæsende og havde flere år før ægteskabet pådraget

sig syfilis. (Erslev 1989) Han forsvandt ind i sindssyge og måtte i mange år holdes under opsyn

og pleje i hjemmet. (Hedberg 1950)

Forældrene havde fået den vane at sende sønnen på børnepension om sommeren.

Da faderen forlangte ham udfriet, brugte moderen det i skilsmissesagen, ”som argument

for at faderen forkælede drengen og hidsede ham op til ulydighed mod sin mor.”

Formuen ved faderens død gjorde Ekelöf til en holden mand og finansierede studieophold i

London og Paris. Men ved tændstik-bolaget ’Krügers’ krak i 1932 syntes han ikke at have

knyet. Ægteskabelige problemer voldte større kvaler. Hans første kone stak Karin Boye af

med, den næste afstod han til Eyvind Johnson. En snes rimelige år syntes han at have haft

sammen med en selvstændig kvinde, før han friede til hendes yngre søster Ingrid, der efter

en betænkningstid svarede: ”- parat.” De havde 17 år sammen og fik en datter. [Suzanne

Ekelöf] Ingrid overtog pasningen af det vanskelige forhold til Ekelöfs mor, som han aldrig

fik talt ud med, og varede i 54 år. (Erslev 1989)

Ekelöf studerede ved ’Oriental studies’ i London en måneds tid, og [persisk og

sandskridt] (Sommar 1989) ved universitetet i Uppsala. (Erslev 1989) [uden at bestå] Opholdt sig i

slutningen af 20’erne i Paris, med logi ved ’Square de chantillon’, (Brostrøm 1973) hvor han

”studerede indisk musik”, (Borum 1966) skrev småprosa, og ændrede i 1929 radikalt smag i

modernistisk retning. ([Højholt] 1966) I Frankrig stiftede han bekendtskab med strømningerne

i litteratur og malerkunst, traf Breton og Éluard, (P.G. 1966) og opdagede frem for alt

Stravinsky og Rimbaud. ([Højholt] 1966)

”I Paris havde han oplevet at sproget faldt sammen, så at han ord for ord måtte samle

det på ny, og under de forudsætninger som de aktuelle omgivelser dikterede ham.” (Højholt 1968)

I Sverige deltog han i Clarté-gruppens redaktionsarbejde, var med til at stifte

tidsskrifterne [Karavan]38 og Spektrum, der udgav hans debut samling ’Sent på jorden

(1934). (Erslev 1989) Debutbogen satte en slagkraftig tidsforskel i svensk lyrik. (Frederiksen 1964)

Den var skrevet i Paris og hjemme blev den modtaget som surrealistisk. Selv kalder han den

en selvmordsbog og siger, at det ikke er fra Breton og hans lærlinges ortodokse surrealisme,

om hvilke han flere gange har taget afstand, men fra den arabiske mystiker Ibn al-Arabi

(1165-1240), at han lære, ”hvad man skal forstå ved symbolisme og surrealisme.” (Borum 1968)

Han begyndte at studere surrealismens fædre og præsenterede, ’Fransk surrealisme’

(1933), for Sverige, der herhjemme fik betydning for dansk poesi gennem Gustav

Munch-Petersen. (Brostrøm 1964)

Oversættelsen medførte dog, at hans egen debut blev inddraget på samme linje. ”Hvor

den kun delvis, ikke med stærk virkning høre hjemme.” (Frederiksen 1964)

Påvirket af arabisk mystik og fransk surrealisme modnes forfatterskabet frem til en

egen-oplevelse (P.G. 1966) af en helt usædvanlig velklang, (Hejlskov 1966) hvor kontrapunktisk

’ordmusik’ skinner igennem. (Abildgaard 1957) Evner varsomt ”at sige tingene enkelt, som et blik,

en gestus.” (Mathiesen 1978 II)

’Färgesång’ (1941) betegnes som ”et nyt personligt gennembrud.” ([Højholt] 1966)

Her fuldendes ordmesteren Ekelöf i lige grad i sin rytmiske variations evne, som i sine

raga-, lied- og sonateformer. (Borum 1966) Som den første i svensk lyrik overflytter han

musikkens formsprog til ord. (Julén 1966)

I essayet ’Självsyn’ tager han afstand fra det tidligere forfatterskab, fortæller i ’En

outsiders väg’ om den nye diktion, der skulle ændre ’tonationen’ i moderne svensk

poesi, og anviser ”Jag tror på den ensamma människan” fra ’Färgesång’ (1941) som

program. (Brostrøm 1960) Kulminationen ’Mölna Elegi’ (1961), er et monument af svær

tilgængelighed. (Brostrøm 1964) Lærd digtning der som Eliots og Pounds bruger

kulturhistorien som synkretistisk materiale. (Brostrøm 1968)

Den nye begyndelse ’Strountes’ (1965), er de rene troldsplinter, (Mathiesen 1978)

en undersøgelse af oprindelse, i vægtløse abstraktioner og grove konkretiseringer. (Brostrøm 1966)

Videre frem til hovedværket Diwan-trilogien, indledt af ’Diwan över fursten av

Emgión’ (1965), (Brostrøm 1968) hvor kunsten når højden af simpelhed og enkelthed. (Brandt 1968)

Ekelöf befandt sig godt i det nøgterne ’lyse 1700-tal’, (Mathiesen 1978) som han læste,

drømte og fantaserede meget om. Edith Södergran betød meget for ham, til Hagar

Olsson har han sagt at han ville have friet til hende hvis han havde mødt hende. (Sand 1994)

Han var forelsket i middelhavets kultur, (Skotte 1997) og gav den periodevis som luksus

sigøjner med campingvogn ned igennem Europa. (Brandt 1988)

Fra fransk og engelsk modernisme søgte han videre til Italien, Grækenland og

Konstantinopel. I jagten på mystisk stof der kunne tjene som grundlag for hans

digtning. (Thule 1968 II) Frem for alt holdt Ekelöf af den svenske brandert. Tømmermændene

skærpede hans iagttagelse og bragte ham en eufori af dristig fantasi. Men rusen fik også

hans reflekser til at svigte og han pådrog sig utallige ar i ansigtet. (Lagercrantz 1994)

Hans sygeafbud var ofte flertydige idet han var ”misantrop” (Wivel 1996) og søgte ensomheden.

Paradokset er den bedste nøgle til at forstå Ekelöfs univers. ”En digters første opgave er

at blive sig selv, at blive menneske.” Det sker først, når han fjerner alle kulisser,

dekorationer og forklædninger fra virkeligheden, kun da kan han blive til hjælp for

andre. (Thule 1968)

Han arbejdede med modsætninger som han benægtede og søgte mod noget tredje. Hans

hang til paradokser kunne være blevet til filosofiske aforismer som Nietzsches, hvis

ikke det var fordi han var poet hele vejen igennem. (Bredsdorff 1996)

Hele hans kunstopfattelse er skrevet i en note, ”at vende tilbage til udspringet.” (Brostrøm 1963)

Selv-udslettelsen svarer til den sproglige, stilistiske forenkling der stedvis bliver næsten

nøgen, skelethvid. Alt sker i tavshed mellem ordene. (Brostrøm 1973)

Ekelöfs løsning på paradokset, ”at sige det uudsigelige”, bliver at gøre ’tale’ til ’tiltale’,

vendt mod et ’Du’ som er ’Ingen’. (Borum 1985)

Gennem ”hverken hverken eller eller” til noget andet hinsides menig. Denne oplevelse

af fraværets nærvær, ”dette at fraværet eller tomheden er vidnesbyrd om sin

modsætning.” (Brostrøm 1996) – Sprækken mellem modsætningerne som han kaldte

kærligheden. (Bredsdorff 1996) Forfatterskabet er omfattende og enestående, (Hejlskov 1966)

på tretten store digtsamlinger. (Thule 1968) Dets rigdom, mangfoldighed og enhed går

fra første samlings drømmeverden over de tanketætte visioner fra fyrrene. (Brostrøm 1968)

Fra en sen symbolistisk digtning i 30’erne, pionergerning siden debuten, over

improvisationerne, (Brandt 1968) krystalliseres i 40’erne til en sjælden grad af forfinelse, (Thule 1968)

der stemmer instrumentet for afideologiseringen og nulpunktsoplevelsen. (Brostrøm 1973)

I 50’erne skifter han atter stil nu til det Lapidariske og det ordsprogsagtige. (P.G. 1966)

Den kritiske poesitænkning i sig selv. 60-tallets trilogi, et udtryk for alle tings nærvær

og alts ubestandighed, (Brostrøm 1973) forener mystikken med en anonym modergudinde. (Julén 1966)

”Finder nye og personlige symboler for det guddommelige. Lidelsen og kærligheden

som menneskelige grundvilkår.” (P.G. 1966) Forfatterskabet er en enhed. ”Det cykliske ved

Ekelöfs måde at skrive på har fået ham til at skrive versbøger som ét digt.” (Hejlskov 1966)

Ekelöf blev i [1958] medlem af det berømte svenske akademi ’Aderton’, fik i 1964

tildelt en ”særlig” hæderspris af det danske akademi, (Kristensen 1964) i 1967 fulgte

Nordisk Råds Pris

og i 1967 Bellmanprisen. Nobelprisen forsømte det svenske akademi at tildele ham, (Brostrøm 1968)

– ”en af dette århundredets største digtere.” (Borum 1985)

Han voksede op i et velhavende miljø, overfladen tvang ham til at gå lange omveje for

at finde de åndelige kilder. Hans redning bliver at han mister alle sine penge. (Hedberg 1950)

Han begyndte som surrealist og det vakte opsigt, han tog til Paris for at se hvad han

havde rørt ved. (Højholt 1968)

Gik i lære hos alle tidens guruer og nægtede bagefter højt og flot deres

betydning, fordi han havde indoptaget dem i organismen. (Stein 1997)

Faderen var sindssyg og moderen en pest. Selvbiografien udskød han for ikke at såre

hende, men da hun døde var han så nedslidt af alkohol at det var for sent. (Bredsdorff 1994)

Altid beskæftiget med fantasier, beskyttet af sine kvinder, hvor de to, der var søstre, i

en ”tilsyneladende problemfri vagtafløsning,” gav Ekelöf ”drømme til at leve”, ”Giften

til at dø” sørgede han selv for. (Brostrøm 1996)

Gunnar Ekelöf døde den 16. marts 1968. Ingrid Ekelöf tog med venner til Tyrkiet og

spredte hans aske i den ’guldførende’ flod Paktos. (Erslev 1989)

Begivenheder