APOTEOSE (Sand Iversen 1996, s.7)
giv mig gift til at dø eller drømme til at leve
askesen ender snart i månens porte som solen allerede har velsignet
og skønt uformælede med virkeligheden vil den dødes
drømme ophøre med at beklage deres skæbne.
fader til din himmel afleverer jeg mit øje som en blå dråbe i havet
den sorte verden bøjer sig ikke mere for palmer og salmesang
men tusindårige vinde reder træernes udslagne hår
kilder slukker den usynlige vandrers tørst
fire verdenshjørner står tomme omkring båren
og englenes musselin forvandles
med et trylleslag
til intet
NON SERVIAM
STROUNTES
OPUS INCERTUM
