SENT PÅ JORDEN (1932)
FÆRGESANG (1941)
NON SERVIAM (1945)
STROUNTES (1955)
VEJVISER TIL
UNDERVERDENEN (1967)
Eufori
Du sidder i haven med notesbogen, et stykke mad,
klukflasken og piben.
Det er nat men så stille at lyset brænder uden t flakke,
spreder et genskær over bordet af rå brædder
og skinner i flaske og glas.
Du tager dig en slurk, en bid, du stopper og tænder din pibe.
Du skriver en linje eller to og tager dig en pause og grunder
over striben af aftenrøde der skrider mod morgenrøde,
havet af vild kørvel, grønhvidt skummende i sommernatsmørket,
ikke en sommerfugl omkring lyset men kor af myg i egen,
bladene så stille mod himlen … Og aspen der rasler i vindstillet:
Hele naturen stærk af kærlighed og død omkring dig.
Som var det sidste aften før en lang, lang rejse:
Man har billetten i lommen og endelig alting pakket.
Og man kan sidde og mærke de fjerne landes nærhed,
mærke hvordan alt er i alt, på én gang sin slutning og sin
begyndelse,
mærke at her og nu er både ens afrejse og hjemkomst,
mærke hvor død og liv er stærke som vin i en!
Ja være ét med natten, ét med sig selv, med lysets lue
som ser mig i øjnene stille, uudgrundeligt og stille,
ét med aspen som bævrer og hviisker,
ét med blomsternes flokke som læner sig ud af mørket og lytter
til noget jeg havde på tungen men aldrig fik sagt,
noget jeg ikke ville røbe om jeg så kunne.
Og at det klukker i mig af reneste lykke!
Og flammen stiger … Det er som om blomsterne trængte sig
nærmere,
nærmere og nærmere lyset i skinnende regnbuepunkter.
Aspen skælver og spiller, aftenrøden skrider
og alt hvad der var uudsigeligt og fjernt er uudsigeligt og nært.
Jeg synger om det eneste der forsoner,
det eneste praktiske, for alle lige.
Gunnar Ekelöf: Fyrsten af Emgion : Udvalgte digte. Oversat af Karsten Sand Iversen. Gyldendal, 1996, s. 21-22
