Den danske Gunnar Ekelöf litteratur

Modtagelse af værk
      - Posthumt
      - Forskningslitteraturen
      - Oversættelser

Den danske presse har med varme modtaget Gunnar Ekelöfs værk. Med undtagelse af

’köp den blindes sång’ (1939) er alle samlinger blevet anmeldt, siden ’Om hösten’

(1951). Anmeldelser af tidligere værker stykkes her sammen af senere portrætter,

ligesom øvrige anmeldelser flettes sammen af oplysninger båret i litteraturen.

’SENT PÅ JORDEN’ (1932). Er en ekstrem digtsamling, der med sin absolutte

originalitet, skiller sig ud fra omgivelserne og indtager en særstilling uden efterfølgelse i

moderne svensk lyrik. (Enckell 1956) Fremstår som en klassiker i skandinavisk

modernisme. ([Politiken] 1968) Abstrakt og bedøvende, blå, ung, helt ud til det punkt hvor

begivenhederne bliver usynlige. (Borum 1968)

Rigt instrumenteret og raffineret sprogkunst, tit hård og myndig trods ungdommelig

melankoli. Slagkraften satte en tidsforskel, der lod rent ud forstå, at nu kunne unge

digtere ikke længere bruge tidligere epokers stil. (Frederiksen 1964)

Ole Sarvig kalder den for ung og overarbejdet. (Sarvig 1942) Elmer Diktonius

sammenligner Ekelöf med Gunnar Björling, (Erslev 1989) og Erik Lindegren kalder ham en

hemmelig sabotør. (Borum 1968:250) ’Sent på jorden’ (1932) er skrevet i Paris under

påvirkning af arabisk mystik og fransk modernisme. (P.G. 1966) Selv kalder han det en

selvmordsbog. (Hedberg 1950) Under indflydelse af Stravinskys

’Le sacre du printemps’, (Borum 1968:250) der skaffede ham navnet Sveriges første

surrealist. (Sarvig 1942)

En betegnelse han selv har taget afstand fra, da han først i næste bog begyndte at

arbejde med direkte surrealistiske midler. (Julén 1966)

Udgivet på Spektrum i 600 eksemplarer, (Sommar 1989:97) vurderedes i 1966, til hundrede

gange sin grundpris. (Julén 1966) Hvilket vel i dag er over 1000 gange, hvis den da kan

opdrives. Genoptrykt med appendiks i ’En natt vid horisonten’ (1962). (Brostrøm 1963)

’FRANSK SURREALISME’ (1933). Oversættelser. Breton, Eluard, Rimbaud m.fl.

rummer en synopsis til Buñuels og Dalis film, ’Den andalusiske hund’. (Brostrøm 1963)

Medførte at hans debutbog blev inddraget på samme linie. ”Hvor den kun delvis, ikke

med stærk virkning høre hjemme.” (Frederiksen 1964) Genoptrykt 1960 i en let udvidet

skikkelse med billeder. (Brostrøm 1963)

’100 ÅR FRANSK DIKT’ (1933), oversættelser. Baudelaire, Rimbaud, Mallarmé,

Appollinare, Tzara m.fl. Genoptrykt 1960. (Brostrøm 1962)

’DEDIKATION’ (1934). Er en åbenbaring af en mild, smidig klangfylde med ynde og

afdæmpet søgen ned i underbevidsthedens dunkle strømme. (Frederiksen 1964)

Skaber en drømmeverden af stærke Billeder og melodiske Ordsammenstillinger. (Engberg 1950)

Med sin prærafaelitisk snirklende og blomstrende overflod og overflødighed, sin

applikation af Rimbauds dobbelteksponeringsteknik i gyldent og hvidt, er ’Dedikation’

den interessanteste af de tidlige selvfornægtede samlinger. (Borum 1968) Mindre ung og mere

fortænkt.(Sarvig 1942) Arbejder med surrealistiske midler og henter materiale fra drømme og

automatisk skrift. (Julén 1966)

’SORGEN OCH STJÄRNAN’ (1936). Slutter sig til den nordiske folkevise tone.132

Har en nordisk skærhed og renhed over nogle viseagtige naturstemninger. (Borum 1968)

Klar og afdæmpet. (Engberg 1950) Når gennem naturen den rene romantik og fanger den

særlige svenske eventyrstemning. (Sarvig 1942)

Viser en dragelse bort fra det subjektive frem til en enkelthed og medmenneskelig

samfølelse. (Frederiksen 1964) Ved at skildre en kamp for at opleve ensomhed til bunds og derved

nå til at springe isolationen. (Frederiksen 1967)

Indeholder det kendte ’Höstnatt’, hvor Ekelöf i linie med Hjalmer Gullberg og

Heidenstam, evner at skabe udtryk hvor ordenes lyd og rytme danner en enhed. (Frederiksen 1964)

’KÖP DEN BLINDES SÅNG’ (1938). Er sagtmodig melankolsk forårselegi. Bedårende

naturlyrik og kloge vers der høres, mærkes, smages og lugtes og jager efter en mening

med tilværelsen. (Elfelt 1939) Et videre skridt frem mod objektivisering. (Enckell 1956:31)

Indeholder en erkendelse af en ydre virkelighed og rummer en slags livstro. (Runquist 1968:170)

Om personlige vanskeligheder ved at tilpasse sig livet. (Engberg 1950)

Undertiden lidt for profetisk og drømmende, men han er af en sjælden begavelse der gør

ord til magisk kunst. (Elfelt 1939) Ekelöf kalder den dårlig og den er også mærkelig uforløst. (Sarvig 1942)

’FÄRGESÅNG’ (1941). Er den klarest og mangfoldigst komponerede samling. (Borum 1968)

Ekelöf når her, sammen med de efterfølgende to samlinger, sine foreløbige højder med

perler der suverænt må betegnes som milepæle i den moderne poesi. (Abildgaard 1960)

I en djærvere udtryksform, tilsluttes indisk tankegang og fænomener fra mystikkens

verden. Han har nu fundet det tredje, objektive standpunkt. (Runquist 1968) Er blevet

afklaret og føre lange rolige kloge monologer. (Sarvig 1942)

Under indflydelse af T.S. Eliot, (Engberg 1950:113) forvandles grundtemaet eksplosivt til

at vise mennesket som valplads, hvor jeg’et omtumles i kontraster. (Frederiksen 1964)

Samlingen indvarsles af et lille øjebliksdigt, Ekelöf skrev i sin notesbog, på vej hjem på

båden fra Helsingfors 1935, da han over radioen hørte om Hitlers krav på

Tjekkoslovakiet og fangede opmærksomhed ved en ung. kvinde. (Erslev 1989)

’NON SERVIAM’ (1945). Lucifers udråb ved englenes oprør i himlen (Frederiksen 1964)

”Jeg vil ikke tjene.” Livsfilosofiske poesier på tavshedens tærskel. Hvor han samler al

sin trods mod fascismen i et lysende sindbillede af den kæmpende humanisme i

skikkelse af Nike fra ’Samothrake’. (Stein 1997) Og ’Absintia animi’, det mest dybtgående

forsøg i svensk modernisme på at angribe virkeligheden. (Julén 1966) En anelse om, at

den dybeste realitet ligger bagved det liv, der kan kontrolleres af vore sanser. (Engberg 1950:113)

Det er den bedste bog, storstilet åbenbare den hans stadige tema: at være

grænseoverskridende og lade sindets magter bryde op. (Frederiksen 1964)

’PROMENADER’ (1941). og ’UTFLYKTER’ (1947). Prosasamlinger. En indgang til

forståelsen af forfatterskabet. (Julén 1966) Samlet billigbogsudgave 1963. Rummer samlet

fyrrehalvtreds småstykker, novellistiske skitser, kronikker, prosadigte og nogle digte. (Borum 1968:248)

I ’En outsiders väg’ fra ’Utflykter’ 1947 fortæller Ekelöf om forholdet til ordene og

skabelsen af den nye diktion, som skulle ændre ”tonationen” i moderne svensk poesi.

Han begyndte fra begyndelsen med bestemmelse af ordenes valører og undermening. (Brostrøm 1960)

Tog ordene ét for ét og stillede dem sammen til måske en mening – uden mening. (Brostrøm 1973)

I ’En outsiders väg’ står den klareste sætning: ”En digters første opgave er at blive sig

selv, at blive menneske.” En bekendelse til meningsløsheden Ekelöf aldrig har sluppet

og som har affødt en særdeles rigt facetteret produktion. (Julén 1966)

Sammen med ’Självsyn’ den bedste kommentar der findes til hans digtning. (Borum 1968:248)

’IVAN AGUELI’ (1944) og ’CARL FREDERIK HILL’ (1946). Kunst monografier.

Afspejler hans store interesse for kunst. ([Højholt] 1966) To malere hvis betydning for Ekelöfs

digtning man umiddelbart ser: Hills skizofrene drømme snørkleri og Auguélis tørre

orientalske mystik. (Borum 1968:248)

’DIKTER’ (1949), samlede digte. Ekelöf har alligevel ikke gjort alvor af at stryge

væsentlige dele af forfatterskabet i det Bonnier har samlet det tidlige forfatterskab i et 3

binds værk med titlen ’Dikter’. (Hedberg 1950)

’OM HÖSTEN’ (1951). Her står budskabet mere enkelt og stærkt. Den mest ordknappe

digtsamling der længe er set. Præget af verbal strenghed og nøjsomhed. (Fonsmark 1952)

Klar og kølig form med enkle klanglige virkemidler og et plastisk billedsprog, der tager

ironien til våben i en kritisk afsøgning af tilværelsens inderste vilkår. (Lund Andersen 1952)

’STROUNTES’ (1955). ’Strunt’ sludder, vås, pjat og vrøvl, Ekelöf tager nu også den

bagvendte tale i brug. (Lund Andersen 1956) Glosen er lånt fra C.J.L. Almquist. (Borum 1968)

At være så direkte, så kort og rammende, så almindelig som mulig. (Frederiksen 1964)

Legende sproglig udforskning af ordmaterialets muligheder. (Brostrøm 1964)

Består af fragmentariske digte, som ofte tilsyneladende handler om bagateller - ”en

personligt oplevet absurditet”. (Runquist 1968) ”De rene troldsplinter.” (Mathiesen 1978)

En stilfærdig grotesk leg med ord og deres hemmelige forbindelser, en helhedssøgen

gennem splittelse. (Brostrøm 1973) En samling satirer, pasticher og meditationer. (Borum 1966)

Klassikeren Ekelöf er måske ved at vige for romantikeren, virker mere personlig med en

løftende følelse af ren poesi. Ekelöf er en søger aldrig en profet. (Lund Andersen 1956)

’BLANDADE KORT’ (1957). Litterære essays, overvejende om bøger uden for alfarvej,

og nogle artikler om kunst. (Borum 1968)

En samling spidsindige essays fra en digterkritiker med rene stærke øjne. To stykker

handler om ham selv, i ’Från en lyrikers verkstad’ afvejer apoterhånden ordene, og

i ’Självsyn’ tager Ekelöf afstand fra sine tre tidligere digtsamlinger.

Om den personlige udvikling siger Ekelöf i ’Självsyn’, ”at man genkender sig selv i de

afskygninger af lys som både det gamle og det ny i samtiden kaster over

vedkommendes jeg.” (Frederiksen 1967)

”Jeg tror ikke på påvirkninger men på identifikationer.” Viser at Proust ikke er en

(overfladisk) påvirkning, ”men selvets møde med sig selv i en anden.” (Sand 1994) Han

anviser ’Jag tror på den ensamma människan’ fra ’Färgesång’ (1941) som program. (Brostrøm 1960)

Den surrealistiske bevægelse karakteriseres hårdt som et forsøg fra André Bretons side,

på at oprette et diktatur i digtningens og kunstens verden.

Nobelprismodtagerne André Gide og William Faulkner tager han stilling til,

hulemalerierne i Lascaux og rådhustorvet i Sienna. (Frederiksen 1967)

Ekelöf røber især i sine essays sjældne kulturhistoriske indsigter og sans for den

personlige detalje. (Abildgaard 1960) Ifølge professor Rubow belyser hans essay mere et emne end at

drøfte det. (Mathiesen 1978)

’OPUS INCERTUM’ (1959). Betyder ”usikkert værk” (Frederiksen 1964) Usikkerhed og uregelmæssigt

stenbyggeri. Kan forekomme nedslået, pessimistisk, negativ men er ikke noget

endegyldigt svar, blot variationer af meningsløshedens mening. En udfordring af

absurditeten. (Brostrøm 1960)

Han indskærper at: ”Det är till tystnaden du skall lyssna.” (Frederiksen 1964)

Præsenterer en fantastisk personliste til et an- og omtydet skuespil, hvor alle titlerne, er

anagrammer på navnet Gunnar Ekelöfs. (Brostrøm 1973)

’VALFRÄNDSKAPER’ (1960). En samling digte i oversættelse fra forskellige

tidsaldre og kulturer. Mystiske orientalske, kinesiske og modernistiske digte. (Tassing 1960)

Et genialt bind hvor man bl.a. binder: Villon, Baudelaire, Apollinare, Desnos, Whitman,

Joyce, Lawrence, Hölderlin og romeren Petronius og araberen Rumi. (Borum 1968:250)

’EN MÖLNA ELEGI’ (1960). Er den store digters hilsen til den vejfarende, - vale

viator! (Brostrøm 1960)

Med ’Mölna Elegi’ står vi overfor et højst mærkværdigt digt, ”en moderne allegori over

en digters rejse gennem livet.” En klagesang over poesiens og digterens skæbne, der har

været 14 år undervejs. Sammensat af forskellige følelseslag, der ændrer styrke og

karakter. (Tassing 1960)

Om forvandling og modforvandling. (Tassing 1961) Som udtryk for åbenhedens og

uendelighedens poetik. Digteren befinder sig på Lingö ved Stockholm siddende på Mölna

brygge. Tidsøjeblikket er en sensommer eftermiddag i overgangen mellem oktober og

november 1940. (Tassing 1960)

Det er lærd og cerebral poesi der med sindsoprivende vemodets lidenskab mejsler sig

ind i den modtagelige læser. Nærværende tid og svunden tid slår sammen. Obskøne

latinske og græske tekster, citater, hentydninger og vignetter stiller store krav, og det

syntes så afgjort at være af den slags der først bliver til digt i den udstrækning man selv

er i stand til at digte det sammen. (Brostrøm 1960)

’EN NATT I OTOČAC’ (1961). En nat i helvede, har fået navn efter en oplevelse,

Ekelöf havde i en Jugoslavisk by, hvor dårligt vejr tvang ham til at overnatte. Han

oplevede et sigøjnerorkester der besatte ham med sin forrevne dissonerende stil og

lidenskabelige skønhed. (Tassing 1961) Bogen er en stærk sammensat repetition af kendte

temaer, symboler og toner. På kanten og hensiddes graven med grundstemningen

lidelse. (Brostrøm 1962) Fuld af fantasterier over den umulige erkendelse af livet efter døden.

”Lidelsen rummer skabende kræfter, så at det onde bliver et incitament.” Det er som om

det indre spejl Gunnar Ekelöf i årevis har slebet på, ikke vil gengive ham det selvportræt,

han ønsker det skal afspejle.” (Tassing 1961)

Den der møder Ekelöf for første gang vil nok skuffes. Fuld resonans opnås ved

kendskab til hans tidligere bøger. (Brostrøm 1962)

’EN NATT VID HORISONTEN’ (1962) : ’Sent på jorden med appendix’. Er et indre

teater, et prosadigt, hvor han på engang

’EN NATT VID HORISONTEN’ (1962) : ’Sent på jorden med appendix’. Er et indre

teater, et prosadigt, hvor han på engang er instruktør, skuespiller, publikum og scene.

En grotesk selvkredsning som heldigvis har humorens dimension. Skrevet samtidig med

debuten ’Sent på jorden’ (1934) som den i genoptryk, tilføjet appendiks, udgives

sammen med. ”Slangen bider sig selv i halen, han skriver ikke længere poesi.” (Brostrøm 1963)

’BONNIERS FÖRFATTERSKIVOR’ (1964). 12” LP. Ekelöf er en elendig klangløs

oplæser uden et eneste kunstgreb. Han har indtalt nogle digte på ’Bonniers

författerskivor’. ”Har man hørt dem, glemmer man det ikke, […] Stemmen kommer

som fra et fjernt sted i rummet, lavmælt som var han ganske nær.” (Brostrøm 1964) Det er ikke

appellerende, ”lyder snarere som en lytten i talt form”, en slags af-tolkning. (Engdahl 1994)

’DIWAN ÖVER FURSTEN AV EMGIÓN’ (1965). Følger en østromersk fyrstes

skæbne under kampene i Lilleasien mod de fremstormende ”shelshukker.” Præget af

ydmyg accept og inderlig kærlighed.201 Forener mystik med en anonym

modergudinde. (Julén 1966)

Tolkninger og hymner tilskrevet en vis fiktiv fyrste, indsat i et lilleasiatisk nationalepos

verden.

Fyrsten henter Ekelöf ifølge Raidar Ekner fra en spiritistisk seance hvor fyrsten af

Emgión var hans stamfader i åndeverden. (Brostrøm 1966)

”Ekelöf skildrer den byzantinske stat i opløsning, samtidig med at dens overkultur

blomstrer i en både korrupt og mystisk erotisk dekadence.”

Fyrsten kommer fra en fjern udkant af riget, bliver fanget, fængslet og får øjnene

stukket ud.

Han vandrer senere som profet og hans digte er samlet under betegnelsen Diwan, - et

Goethe ord der forener modsatte inspirationer. (Frederiksen 1966)

”Kernen i bogen er en række hymner til ’gudinden’, jomfruen, der er ’moder til ingen’

og derfor til alle.” (Hejlskov 1966) Hun er kristen-hedensk, alle ønskers mulighed og ikke opfyldelsen

af begæret. ”Måske repræsenterer hun urtidens åndelige verden?” (Frederiksen 1966)

Gnisten der tændte Diwan-suiten og fik stoffet til at eksplodere var et besøg i et lille

kapel ved Istandbul. (Brostrøm 1996) Oplevelsen af en håndtvætning bevægede ham dybt og han gik

straks hjem på hotellet og begyndt at skrive. (Stein 1997) Strøg natten med 17 digte, gødet af en

flaske cognac på brændende mavesår. (Brostrøm 1996)

’SAGAN OM FATUMEH’ (1966). Følger en østerlandsk piges tragiske

kærlighedshistorie på vej nedad i samfundet. (Runquist 1968:172) En ung arabisk fyrste, en 1001-nats

skikkelse med drømmende øjne, han som elskede den unge skøge Fatumeh. (Borum 1968:260)

Optaget af østlig mystik og mytologi afstedkommes nye vidunderlige resultater af en

enkelthed og ophøjethed. En fordomsfri poesi der er engageret i verden og dens

problemstillinger. (Højholt 1967)

’Sagan om Fatumeh’ er sammen med ’Diwan över fursten av Emgión’ enestående i

Ekelöfs digtning, ved at koncentrere sig om en form for handling. (Runquist 1968:172)

’VÄGVISARE TILL UNDERJORDEN’ (1967). Handler om lidelsen og et kort møde

med renheden.214 Midterhvælvingen i ruinen Diwan, anskueliggjort arkitektonisk i

grafisk skitse af en orientalsk porthvælving, der foregriber ”en rejse gennem

elementerne, under 7-tallets magi. Fra vandets ubevidste verden til den højeste

brændende bevidsthed, […] Lucifer.” Med Plejaderne, syvstjernen som et vigtigt

symbol for værkets tanke og struktur. (Stein 1997)

Bogens omslag viser et gammelt engelsk stik af Diokletians palads i Spálato, (Split)

omdannet til Byzantinsk kirke, med kræmmere i gården. Og gennem hvælvinger er

indgangen til tepidariet, stedet for Djævelens og den unge novices stumme møde. (Borum 1968:260)

Åndshistorisk fiksere Ekelöf blikket i mødet med en ung novice, der stod og fejede

kirkegulvet i Spálato. (Stein 1997)

Ekelöfs sidste værker er af en suveræn sprogbehandling der med lethed manøvrere et

bjerg af lærdom og dybsindighed. (Højholt 1968)

”Hans poesi når på sine højdepunkter den mystikkens hvidhed, som umiddelbart syntes

at ligge det gennemintellektualiserede menneske fjernest.” (Brostrøm 1968)

Posthumt

’PARTITUR’ (1969). red. Ingrid Ekelöf. Består af 2 gange 23 tekster, hvor første

halvdel er udkast til videre bearbejdelse, mens anden del består af diktater fra

sygdomsperioden. Målet er at komme tilbage til skitsen, der mere end udkastet, er

planen. At møde sig selv i grundvilkårene, at opleve sin smerte og komme den indre ro i

rædslen nærmere. Centrale motiver er smerten, kærligheden og nuet. ”- suveræn poesi

selv dér hvor tanken slipper.” (Brostrøm 1970)

’EN SJÄLVBIOGRAFI’ (1971). red. Ingrid Ekelöf. Handler i alt sin eksklusivitet om

det alle har del i. De menneskelige vilkår.

Notater og breve er egentlig digte, på linie med de poetiske. Samme tankeverden og

samme rastløse produktion, formulering af indtryk og bearbejdning af liv.

Det er rent ud en fantastisk livs rapport Ingrid Ekelöf har sammenstillet. Dog kan man

kun ane konturen af den sammenfatning Ekelöf selv arbejdede hen imod. (Brostrøm 1972)

’EN RÖST’ (1972). red. Ingrid Ekelöf. Er en nøgle til at forstå processerne i Ekelöfs

krævende poesi. Bogen er ligeså nødvendig som selvbiografien. Størstedelen består af

ubearbejdede skitser, der afsluttende tilføjes 19 digte fra de sidste år. Som ingen anden i

nyere nordisk litteratur, bearbejdes det tragiske menneskesyn. Kærligheden er hans

sidste tema, og poesien kommer først til sin ret når den bliver hørt. ”Den er ikke en

skrift, men en stemme.” (Brostrøm 1972)

’DIKTER’ (1983). Samlede digte. Ekelöfs samlede digte udgivet i en 626 s. billigbog

på Månpocket. ”Denne tykke Ekelöf-billigbog bør være enhver digtskrivers,

digtomskrivers og digtlæsers daglige følgesvend. Der findes ikke rigere poesi.” (Borum 1985) Ifølge

Poul Borum.

’SKRIFTER 1-8’ + register (1991-93). Samlede skrifter, red. Raidar Ekner. Smuk og

fyldig udgivelse på ca. 800 sider, med udeladelse af mere håndværkerpræget

anmelderi. (Sand 1994)

Forskningslitteraturen

Ud af en større mængde danske artikler former den monografiske Gunnar Ekelöf

litteratur sig som en fragmentarisk afspejling af en sparsom omtale.

LINDEGREN, ERIK (1948). ’KRITISKT 40-TAL’, udg. Bonnier. Indleder litteraturen

med to optrykte artikler fra 1943 og 1945. (Borum 1968:248) Den første om Ekelöf som moderne

mystiker, hvor han kalder hans evne til at acceptere sig selv sublim. (Hedberg 1950) Den anden om

instrumentallyrikken i ’Non serviam’ (1945).

’EN BOK OM GUNNAR EKELÖF’ (1956). red. Stig Carlson, udg. FIBs lyrikklubb.

Hovedbidrag af Rabbe Enckell der skarpsindigt følger forfatterskabets udvikling, med

eksempler, mod en stadig større og større selvstændighed. (Abildgaard 1957) Rabbe Enckell skriver

fortræffeligt om Ekelöfs lyriske temaer. (Kristensen 1964) Han kan dog godt blive lidt for højtidelig og

har ikke sans for Ekelöfs rige lune. Raidar Ekner afslutter med et klart og oplysende

essay. Indeholder foruden, ’highligts’ af digte og essay, samt et væld af foto. (Abildgaard 1957)

PÅHLSON, GÖRAN PRINTZ (1958). ’SOLEN I SPEGELN’. Bonnier. ”Suveræne

essay” (Borum 1968:248) Gedigen essaysamling om modernistisk digtning. Behandler Ekelöfs

urprimitivisme. (Stein 1997)

EKNER, REIDAR (1967). ’I DEN HAVANDES LIV’. Bonnier. (havanda=svangre)

Er det første sammenfattende syn på forfatterskabet. (Stein 1997) Består af en række essays.

Trykte værksanalyser fra tidsskrifter. Lærde kommentarer der kan være nyttige, men

som litteraturkritik ikke særlig dybtgående. (Borum 1968:248)

EKNER, REIDAR (1970). ’GUNNAR EKELÖF – EN BIBLIOGRAFI’. Udgør

sammen med Sommars biografi den bedst tænkelige indgang. (Erslev 1989) Bringer med sine

mange indgange orden i forfatterskabets spredte aflejringer og skitsere forskningens

spæde gry.

LANDGREN, BENGT (1971). ’ENSAMHETEN, DÖDEN OCH DRÖMMARNA’,

(Borum 1985) Motivstudie der gennemgår det poetiske forfatterskab, samling for samling.

SJÖBERG, LEIF (1973) ’A READER’s GUIDE TO GUNNAR EKELÖF’s

A MÖLNA ELEGI’’ udg. Twaine, New York. Ibid. Om metamorforsen ‘Mölna Elegi’ og

rekonstruktion af momentet på Mölna brygge.

SHIDELER, ROSS (1973). ’VOICES UNDER THE GROUND’ udg. Berkerley. Ibid.

Motivstudier omkring den tidlige digtning.

PERNER, CONRADIN (1974). ‘GUNNAR EKELÖFs NACHT AM HORIZONT’,

udg. Zürich. Ibid. Om mødet med Stéphane Mallarmé.

HELLSTRÖM, PÄR (1976). LIVSKÄNSLA OCH SJÄLVUTPLÅNING. Motivstudier

omkring ’Strountes’ digtningen.

KOCH, LUDOVICA (1977). ’L’ALTO, IL BASSO, LA EPPIA E LA SPIRALE’,

i ’Annali’ udg. Napoli. Ibid. Studier i Gunnar Ekelöfs lyrik.

ERIKSSON, LEIF (1982). ‘MAN MÅSTE HA SIN PRÖVASTEN’, udg. Stockholm.

Behandler Ekelöfs påvirkning på svenske digtere. Ibid.

OLSSON, ANDERS (1983). ’EKELÖF NEJ’ disputats, udg. Bonnier. Bogen er så

velskrevet, at den må kaldes adækvat for sit store emne og tillige som bogkunst en fryd,

med rigt billedmateriale og noter i margenen. Tolkningerne er

ikke ’oversættelser’. ”Bogen er mønstergyldig.” Ibid.

”En dekonstruktiv redegørelse for Ekelöfs ’via negativia’ hen imod mystikkens

sprog.” (Stein 1997) Beskriver de digteriske konsekvenser af outsiderens position.243

Grundtanken er at skrive en fænomenologisk skildring. Ekelöfs digtning skal ses i et

samspil af tematik, teknik, kronologi og intertekstualitet. ”Bogen er derfor med vilje og

af nødvendighed labyrintisk. […] Helt klart en bog om mystikkens sprog hos en af

verdenslitteraturens største digtere.” (Borum 1985)

SOMMAR, CARL OLOV (1989). ’GUNNAR EKELÖF : EN BIOGRAFI’

udg. Bonnier. En moppedreng af levnedsskildring, fra vugge til grav. (Bredsdorff 1994)

En bemærkelsesværdig vældig påmindelse, et kolossalt værk på over 600 sider.

Der genskriver personen vidende, veldisponeret og afdæmpet. Holder sig på afstand af

biografiske forklaringer, at man er lige ved at tabe Ekelöf af syne. Afstår fra at fortolke

og komme med vidtløftige udlægninger. Ganske frapperende at det er muligt at

genskrive et liv, så detaljeret.

Sommar blev i 1984 opfordret af Lagercrantz til at skrive 50 sider til en billedbiografi,

men det gik ikke fordi materialet var for omfattende. ”Den kan vi vist godt tåle i dansk

oversættelse.” (Erslev 1989)

LAGERCRANTZ, OLOF (1994). ’JAG BOR I EN ANNAN VÄRLD MEN DU

BOR JO I DEN SAMMA’ udg. Wahlström & Widstrand. Et mangefacetteret strejflys

ind i den digteriske arbejdsproces. (Sand 1994) En ’holografi’ af Gunnar Ekelöf, alt hvad der står i

bogen står i hvert kapitel. Fragmenter uden helhed, der hver for sig udgør en. (Bredsdorff 1994)

Utilfredsstillende defus, (Jørgensen 1997) skånselsløs og kærlig, (Brostrøm 1996) fuldstændig

ligegyldig privateri. (Bukdahl 1997)

OLSSON, ANDERS (1997). ’GUNNER EKELÖF’ udg. Natur och Kultur. På knap 150

sider, leverer Anders Olsson både overblik og tolkning af forfatterskabet, uden at miste

opmærksomheden på digtenes formside og detalje.

Ligesom Marcel Proust gælder det for Ekelöf om at genskabe forestillingen om det

forgangne som poetisk refleksion, og dermed sætte sig fri af sit emne. (Bratt 1997)

FRYD, ANETTE (1999). ’EKFRASER’ udg. Tusculanum. En stilsikker bog med et

elegant layout, der ikke helt har ryddet op i specialets særlige sprog. Udreder Ekelöfs

paradoksale poetik, om at afskrælle ikonernes fremstilling og gøre det malerisk synlige

usynligt. (Brostrøm 2000)

Har man svært ved at blive klog på Ekelöf, gør Anette Fryd det ikke bedre. (Falkesgaard 2000)

Men har man styr på nyretorikken, følges paradokserne her ud i fine nuancer og

distinktioner. (Brostrøm 2000)

MORTENSEN, ANDERS (2000). ’TRADITION OCH ORIGINALITET HOS

GUNNAR EKELÖF’, dispotats udg. Symposion. Skildrer med omfattende blik

opbrudsfaserne frem til den orientalske trilogi.

Afslutter med en grundig analyse af egentlig brug af valgslægtskaber, det der nu

akademisk kaldes intertekstualitet. (Brostrøm 2000)

Titlen refererer til Carl Fehrman ’Teknik och tradition (1946) og Raidar

Ekner ’Tradition och egenart’ (1956) samt beslægtede modernistiske titler inden for T.S.

Eliot litteraturen, Tradition och modernism’ (1969) med flere. Trækker en tråd gennem

litteraturen der indkredser en intertekstuel sløjfe.

Oversættelser

’LYNGKVISTEN’ (1960). Udvalgte prosastykker oversat af Jens Lund Andersen udg.

Hasselbalch. Byder på både selvudlevering og tids atmosfære. Bygget på

erindringsmotiv og med spor af essayisten, giver de et sjældent indtryk af lyrikeren, der

i høj grad er læseværdige som supplement til digtene. (Abildgaard 1960)

Ekelöf er en stor digter og ingen ringe prosaist. Hvad der er selvfølgeligt på vers bliver

let krukket på prosa, der slapper hans ”erkender-selvtugt” og det nytter ikke at han

anlægger flanør mine med titlerne ’Promenader’ og ’Udflugter’. ”Han er for alvor til

æstetiske skovture og emnerne er uprætentiøse.” Man fristes til at læse biografi ud af

dem. (Brask-Andersen 1960) Præget af en blanding af fortællende og betagende overvejelser der på engang er

udadvendte og samtidig borer sig indad og nedad i sindet. (Frederiksen 1967)

Udvalget er lydefrit oversat og har et indsigtsfuldt forord.260 ”Det er glædeligt at Gunnar

Ekelöf med denne lille bog endelig introduceres på dansk.” (Abildgaard 1960)

’ÅRETS NORDISKE FORFATTERE 1966’ (1966). Udg. Foreningen norden og

Hasselbalch. Udvalg af Nordiske forfattere. Gunnar Ekelöf, Halldor Laxness, Tarjei

Vesaas, William Heinesen, Eyvind Johnson og Väinö Linna. Vidunderligt at se Ekelöf i

fornem tolkning af Jørgen Gustava Brandt. (Hips 1966) Poesien er kun repræsenteret ved Gunnar

Ekelöf, og selvom hans digte står markant, syntes det ifølge dette udvalg at være

prosaen der står stærkest i Norden. (Sørensen 1967)

’TAG OG SKRIV’ (1977). Udvalgte digte og notater oversat af Karsten Sand Iversen

og Jens Smærup Sørensen, udgivet på Arena. Foruroligende gode digte oversat så man

næsten ikke tænker over det og en god vekselvirkning mellem digte og prosa. (Sørensen 1978)

Udvalget er hæderligt men skæmmes af dumme oversætterfejl. (Borum 1985) Det knirker i

oversættelsen. Mange af digtene virker stivbenet og det er en åbenlys fejl at der ikke er

oplysninger om hvor i produktionen teksterne er fra og en introduktion. (Mathiesen 1978) Mangler

alvorligt et forord der kunne introducere Ekelöf og et register. (Sørensen 1978) Og personlig savnes

flere af ’Strountes digtene. (Mathiesen 1978)

”I en tid, hvor de frelste holdninger ikke er mindre dominerende end i trediverne”, siger

Ekelöf ”noget om en tro på kunsten som en guddommelig, glad videnskab.” (Mylius 1977)

’HVIS DER VAR TELEFON I NÆRHEDEN’ (1978). Moderne svenske digte 1,

udvalgt og oversat af Ivan Malinowski, udgivet på Borgen. Arthur Lundkvist, Gunnar

Ekelöf, Erik Lindegren og Karl Venneberg. Udvalget er rigt og overvældende i sit

omfang, oversættelserne fint begavet. (Bundgaard 1978) Fremragende, virkelig gode, danske digte.

Dog er stroferne slået sammen i to små digte af Ekelöf, hvilket giver en anden

læserytme. ”Af Ekelöf kunne man lave mange gode udvalg, hans produktion er så rig.”

Malinowski har gjort et godt udvalg, hvor vægten er lagt på hans varsomme ordmagi.

(Mathiesen 1978 II)

’FYRSTEN AF EMGIÓN’ (1996). Digte udvalgt og oversat af Karsten Sand Iversen,

udgivet på Gyldendal. Den første fulde oversættelse af en af Ekelöfs bøger, omkredset

af et omsorgsfuldt udvalg fra hele forfatterskabet. Den hidtil mest ambitiøse danske

Ekeløf udgivelse. ”Man får hoppas att Klyvares bistra porträtt inte skrämmer allt för

många.” (Ekelöf’et 15, 1996:7)

Rent ud helt vidunderlig poesi i den fineste oversættelse. Sensibiliteten og musikaliteten

er helt vidunderlig og bølger af en erotisk evne til hengivelse til sproget, der strømmer

over i billeddannelsernes blødhed. (Wivel 1996)

Sand Iversens stilistiske oversættelse er som helhed meget god og tegner billedet af en

digterskæbne, der syntes at fuldkomnes i et konsekvent skabende forløb. (Brostrøm 1996)

Oversættelsen er ramt lige på kornet, hvis man går ordenes betydning efter. Men rytmen

er ikke ramt. Enten må man give køb på rytmen eller på betydningen. Iversen vælger det

første og det har omkostninger, der dog opvejes af kvaliteten i udvalget.275

Forfatterskabet eksemplificeres sparsomt med prøver fra de første samlinger og

overordentlig fyldigt fra den sidste hektiske produktive periode. (Stein 1997)

Og det er ikke alle steder man tripper helt med på Ekelöfs sære fiktion om den her

blindede fyrste og den her mystiske jomfru. (Bukdahl 1997)

Den byzantinske digtning bygger på uformodede møder med ydmyge mennesker ’der

tjener’. Hvilket er noget af et holdningsskift fra Lucifers valgsprog. (Jeg vil ikke tjene)

Hvorfor det skuffer at udvalget af ’Non servian’ (1945) og ’Strountes’ (1955) ikke er

større. Titlerne er ikke oversat, men bogen er for øvrigt ’dejlig’ fri for andægtig

lærdomsbagage. (Stein 1997)

Alt sammen meget brugbart, hvis ikke man vil koble den ekstra fremmedgørende

nærhed over ordene til, som det svenske sprog tilbyder. (Brostrøm 1996)

LAGERCRANTZ, OLUF (1996). ’JEG BOR I EN ANDEN VERDEN MEN DU BOR

JO I DEN SAMME’, på dansk ved Karsten Sand Iversen udgivet på Gyldendal.

Bidrager væsentligt til indblik i forfatterens liv og rejser. (Stein 1997) Skånselsløst og kærligt

fortæller erindringsbogen omkostningernes barske historie. (Brostrøm 1996) Lagercrantz kan skrive

sin afdøde verdenspoet, frem af det sårbare skyggeland. (Wivel 1996) Han kendte den snegl til

Ekelöf, og har skuffen fuld af anekdoter. (Bredsdorff 1994)

Men stikker litterært ikke særligt dybt. (Wivel 1996) Han tegner en række billeder, sammenklippet

af frie spring i tid og genskaber poesiens rytme i monterede brudstykker. (Bredsdorff 1994)

Der som helhed er inderlig utilfredsstillende og meget defus. (Jørgensen 1997) ”Men hvad rager det

egentligt os”, hvor lidt sans Lagercrantz udviste Gunnar Ekelöf. - Det er for meget

at ”en stor svensk digter skal have sin private eksistens ynkeliggjort på dansk.” (Bukdahl 1997)

Receptionshistorie