Surrealisten og mystikeren Gunnar Ekelöf
(Mentze 1964) blev i 1964 hædret med 25.000 sv. kr.da det næsten 200-årige svenske akademi ’De Aderton’, i anledning af de danske
kulturuger i Stockholm, modtog det unge danske akademi.
([Politiken] 1964)Karl Bjarnhof overrakte som sekretær prisen til sin svenske kollega dr. fil. Anders
Österling.
(Mentze 1964)Tom Kristensen motiverede til valget af Ekelöf med at citere Eliot for at stræbe tanken
så umiddelbar som en rose, og bruge det som en test på modernisterne. ”Faldt de for det
havde de ingen ret til at være anmassende, mens hvis de bestod som Ekelöf, havde de
ældre kun at åbne øjnene og være agtpågivende.”
(Kristensen 1964)Ekelöfs takkebrev gengives oversat efter Tom Kristensens motivation i Politiken 1964.
Ekelöf beder symbolsk om at være repræsenteret ved en enkel attisk ’skyphos’, i hvis
bund der ligger et mykensk potteskår fra Tirene, som han selv har fundet. Han anmoder
sekretæren om at drikke ham en skål af ’skyphosen’, så vil han besvare den i samme
ånd.
(Ekelöf 1964)Prisen er et engangsfænomen, der bliver stillet til rådighed af Fonden for dansk-svensk
samarbejde. Jens Otto Krag redegjorde afslutningsvis for fondens tilrådede stillende
millioner som ringe tak for hjælp under krigen. ([Politiken] 1964)
Nordisk råds litteraturpris 1966
Gunnar Ekelöf blev meget glad og overrasket da han modtog meddelelsen om at han
havde fået tildelt Nordisk Råds Litteraturpris 1966. Prisen er på 50.000 danske kroner
givet for digtsamlingen ’Diwan öwer fursten av Emgión’ (1965). ”Det er næsten et
torturskrift” siger Ekelöf, men ”en som har oplevet to verdenskrige, som mindes Korea
krigen og koncentrationslejrene i Sovjetunionen og Tyskland, og som nu oplever krigen
i Vietnam, kan ikke skrive idylliske bøger.”
([Højholt] 1966)16
Valget blev begrundet med at han ” i sine tolkninger af byzantinske sagn og myter
finder nye og personlige symboler for det guddommelige, lidelsen og kærligheden som
menneskelige grundvilkår.”
(P.G. 1966)I sin takketale skriver Ekelöf: ”Jeg er efter en lang kamp med minder og erfaring
kommet frem til at en idyldigtning er umulig for mig, og jeg skal aldrig mere forsøge
mig på den.”
Højtideligheden på Københavns rådhus var ellers forfulgt af uheld, Ekelöf var blevet
syg og den finske fil. cand. Kai Laitinen, der skulle have skildret forfatterskabet, var
strandet i Hamburg, men fik alligevel et smukt forløb.
([Berlingske] 1966)Man kunne ifølge Torben Brostrøm ikke have fundet noget bedre valg, ”for hos ham sker
det sjældne, at værket stadig udvider sig omkring en kerne af identitet. […] Et vældigt
lærdomsstof omsmeltes, undertiden til den yderste forfinelse og forenkling i et talt
tonefald.”
(Brostrøm 1966)
Jørgen Gustava Brandt spiste engang middag med Fyrsten af Emgión under en mægtig
sølvpoppel ved Målaren Sverige.
Ankomsten var favnet af tonerne til Ravels Daphnie og Clóe. Der var ingen hjemme
men Ekelöf kom fra havnepladsen og bød velkommen med sit bløde forskende og
brustne blik. Der genkendtes både klovnen og den skeptiske helgen i et skævt blik.
Ekelöf var nok den sommer i en raptus og læste nøgternt op: ”Jag hörde i drömmen”,
men fik derefter et kraftigt hosteanfald.
Stuen var lyst 1700 tals indrettet med pavillon interiør. Ekelöf hentede franske original
bind og de satte sig ud i haven. Han hentede gul græsk vin i slanke flasker og satte
Daphnie og Clóe på igen. ”Da han viste sig igen var han blevet ganske lidt
ballettomanisk, og han bevægede armene til musikken og så på én gang entusiastisk,
rørende og lidt klovneagtigt ud.”
Efter et par flasker blev der afproppet et par nye og Ingrid kom senere med ’Makedonisk
gryde’. (Brandt 1988)
17
”Den svenske digter Gunnar Ekelöf er død, 60 år. Han døde natten til lørdag i sit
bondehus i Sigtuna.”
([Politiken] 1968)”Med Gunnar Ekelöfs alt for tidlige død sættes der et brat punktum for et forfatterskab,
som eftertiden sandsynligvis vil betegne som et af Nordens betydeligste i dette
århundrede.”
(Højholt 1968)”Gunnar Ekelöf nåede ikke at blive så kendt i Danmark, som han fortjener at være.”
Han hørte til typen der uden for sin digtning var tavs. ”Hvad han ønskede at sige, stod i
hans bøger.” (Thule 1968)
Nok vidste man han var svag og syg, han skrev i efteråret til Jørgen Gustava Brandt om
store planer og nævnte i forbifarten at han skulle indlægges: ”Nu tror de på det, for nu
kan jeg pege med min finger på stedet.”
(Brandt 1968)